foster.fairstartedu.us

• I de primitive livsformer (krybdyr, fisk, insekter) får “moderen” en masse afkom på én gang. En guldfisk kan lægge tusindvis af æg på én time. Men “moderen” stopper med at drage omsorg for afkommet, så snart det er ude af æggene. Det skyldes, at hjernens “udvikling” afsluttes, mens fostret endnu befinder sig inde i ægget: Når “babyen” kommer ud af ægget, kan den tage vare på sig selv med det samme – den kan kravle eller svømme eller jage eller spise. Det har ikke brug for “moderlig omsorg” – hjernen er allerede færdigudviklet, inden ægget udklækkes.
• Pattedyr (dyr som giver die til deres afkom, som f.eks. katte, hunde, hvaler, gorillaer og mennesker) bruger en helt anden strategi og har en meget mere kompleks hjerne. De får færre babyer, når de er drægtige, og de viser omfattende omsorg for hver enkelt baby. Menneskebørn bliver født med meget umodne hjerner og forældrene kan forme og programmere hjernen, fordi den er umoden og dermed påvirkelig igennem så mange år. Forældrene kan lære børnene at læse, tænke, være sociale, løse problemer osv. Hjernens struktur dannes i høj grad af samspillet mellem børn og omsorgsgivere. Man “opbygger sin hjerne” igennem opdragelse og omsorg fra omsorgspersoner.
• Menneskets hjerne udvikles især fra fødslen og helt ind i voksenalderen og i alle disse år har man brug for omsorg og støtte fra omsorgspersoner.

• Der er ét stort problem med pattedyrs overlevelsesstrategi: den nyfødtes hjerne fungerer ikke, så babyen er hjælpeløs – dens overlevelse er fuldstændig afhængig af en omsorgsgiver, især i de første år.
• Derfor har mennesker et tilknytningssystem: følelsen af at være knyttet til et andet menneske giver spædbarnet tryghed, beskyttelse og omsorg. Så tilknytningsadfærd er:
  • Spædbarnets tendens til at søge efter beskyttelse, mad, trøst og omsorg hos den voksne omsorgsgiver.
• Hvis omsorgsgiveren forlader spædbarnet, dør det. Derfor forsøger spædbørn at undgå fysisk adskillelse og de reagerer med tilknytningsadfærd. Tilknytningssystemet bliver aktiveret:
  • Tilknytningssystemet aktiveres ved adskillelse og ved angsten for adskillelse.
  • Spædbarnets eneste chance for at overleve er at undgå fysisk adskillelse.
  • Spædbarnet undgår adskillelse ved at græde, lede efter omsorgsgiveren og klamre sig til ham/hende, ved at blive fortvivlet og trist og ved at protestere når omsorgsgiveren går.
• Der er her tale om en normal og sund tilknytningsadfærd. Spædbørn, som ikke reagerer når omsorgsgiveren går, har muligvis opgivet deres søgen efter omsorg (resignation). De kan beskrives som “meget rolige”, men denne adfærd er ikke normal. Spædbørn, som går i ekstrem panik, når en omsorgsgiver går fra dem, kan have oplevet meget svære og angstprovokerende adskillelser. Dette er ikke sunde reaktioner og man ser ofte den slags reaktioner hos børn, hvis biologiske forældre ikke kunne tage sig af dem.

• Hvordan er min praksis, når børnene viser normal tilknytningsadfærd?
• Hvordan reagerer jeg (trøster jeg dem?, skælder jeg dem ud? tænker jeg på dem som “forstyrrende?, bliver jeg stresset når de græder? Eller…?).
• Hvad gør forældre i vores kultur generelt, når deres børn viser tilknytningsadfærd?
• Hvad har din mor sagt om, hvordan man skal håndtere spædbørn, som klamrer sig til én? – Hvad med din far?

• Hvem formulerede Tilknytningsteorien?
• Hvorfor er det kun pattedyr (især mennesker), der har et tilknytningssystem?
• Beskriv normal tilknytningsadfærd med et hverdagseksempel fra dit arbejde.
• Beskriv børn fra dit arbejde, som viser meget lidt tilknytningsadfærd, eller som viser en panisk tilknytningsadfærd?

Brug din mobiltelefon eller dit kamera til at optage normal tilknytningsadfærd i dit daglige arbejde som professionel omsorgsgiver. Hvordan reagerer de forskellige børn, når du går fra dem?